Ledningsoplysninger

Vores komplette ledningsnet dækker hele Skanderborg By, Vrold, Stilling, Fruering, Virring og Hørning.

Skanderborg-Hørning Fjernvarme står for vedligeholdelse og den daglige drift af ledningsnettet. 

Gravearbejde - privatperson
Hvis du skal grave i nærheden af vores ledningsnet, skal du bestille oplysninger om ledningsnettet senest 8 dage før.
Du kan bestille oplysningerne ved at sende en mail til ledningsafdelingen eller ved at henvende dig til Skanderborg-Hørning Fjernvarme A.m.b.a. på tlf 8793 2929. Vi sender herefter oplysningerne til dig som dxf eller pdf-fil via e-mail eller post.

Alle ledningsoplysninger er gratis for private. 

Gravearbejde - virksomhed
Skal gravearbejdet ske i et offentligt areal, skal alle forespørgsler gå gennem LER - www.ler.dk

Hvad er LER?
LER – Ledningsejerregistret – indeholder oplysninger om personer og virksomheder, som ejer ledninger i den danske undergrund. Herudover indeholder LER oplysninger om placeringen af ledningerne. Formålet med LER er at undgå graveskader. Inden man skal grave erhvervsmæssigt, skal man slå op i LER for at hente oplysninger om ledningernes ejer og placering. LER er populært sagt en avanceret telefonbog over ledningsejere i Danmark. Ved at kontakte ejerne og få præcise oplysninger om ledningernes placering kan vi undgå, at ledninger bliver gravet over. Ledningsejerne skal i LER registrere de arealer, hvor de har ledninger. 
Ledningsejerne har selv ansvaret for, at LER indeholder de korrekte oplysninger. 
Entreprenører, bygherrer, offentlige myndigheder og andre, som erhvervsmæssigt graver i jorden, har pligt til at tjekke registret. Derved får de en liste over ledningsejere på stedet, som de kan kontakte og få mere præcise ledningsoplysninger.