Målerinformation

Pas på udgifterne til fjernvarmen
Vi vil gerne hjælpe dig til at få bedst mulig økonomi i dit forbrug af fjernvarme.
Både for din egen og for samfundets skyld er det vigtigt, at du opnår en god og fornuftig varmeøkonomi. Du sparer penge og samtidig betyder din besparelse, at den fjernvarmeenergi, du sparer, kan forsyne endnu flere med fjernvarme.

Alle forbrugere bor ikke lige tæt på varmecentralerne og har bl.a. derfor ikke samme fremløbstemperatur. Varmeinstallationerne er ikke ens og har derfor ikke samme mulighed for at afkøle vandet lige meget. Vi fremsender styringstabel til samtlige forbrugere sammen med årsafregningen.

På bagsiden af denne styringstabel forefindes en tabel, der viser, hvilken gennemsnitlig returtemperatur et korrekt indreguleret anlæg kan opnå i forhold til den gennemsnitlige fremløbstemperatur. Hvis den aflæste returtemperatur i længere perioder er større end den forventede returtemperatur, er afkølingen af fjernvarmevandet ikke tilfredsstillende, og varmeanlægget bør kontrolleres af din VVS-installatør.

Varmemåleren 
For at registrere varmeforbruget korrekt anbefaler vi, at du regelmæssigt aflæser måleren og noterer aflæsningen på styringstabellen udsendt med årsopgørelsen. 

Målerfejl 
Såfremt måleren går i stå, viser ”E”, eller du konstaterer et merforbrug, skal du i egen interesse straks rette henvendelse herom til varmeværket.

For at sikre, at idriftværende målere måler korrekt, har Skanderborg-Hørning Fjernvarme valgt et statistisk kontrolsystem baseret på en dobbelt stikprøveudtagning af målere, der har været installeret hos forbrugerne i maksimum 6 år. Herved opnås, at afregning af fjernvarmeforbruget sker på betryggende vilkår for den enkelte forbruger.