Vedtægter for Skanderborg-Hørning Fjernvarme
Vedtægter 2025
Vedtægter for Skanderborg-Hørning Fjernvarme
§ 1
Selskabets navn og hjemsted
Selskabets navn er Skanderborg-Hørning Fjernvarme A.m.b.a.
Selskabets hjemsted er Skanderborg Kommune.
§ 2
Formål
Selskabets formål er at producere og levere fjernvarme til selskabets forsyningsområde og drive virksomhed forbundet hermed i overensstemmelse med lovgivningen.
Selskabets forsyningsområde fastsættes til enhver tid af selskabets bestyrelse.
Selskabets formål er desuden at varetage elproduktion og hermed tilknyttet virksomhed, herunder via hel eller delvist ejede datterselskaber.
§ 3
Andelshavere/varmeaftagere
3.1.
Som andelshavere kan optages en fysisk eller juridisk person, såfremt denne er:
Ejer af en særskilt matrikuleret ejendom med selvstændig måler/målere ejet af selskabet.
Ejer af en ejerlejlighed og andelshaver i en privat andelsboligforening, når denne har selvstændig måler ejet af selskabet.
Ejer af bygning på lejet grund med selvstændig måler/målere ejet af selskabet.
En ejerlejlighedsforening/ andelsboligforening, boligforening eller et boligselskab, der som fælles facilitet har den selvstændige direkte tilslutning til selskabets ledningsnet med måler ejet af selskabet.
Ejere af en af ovennævnte typer af ejendomme, der er omfattet af forblivelsespligt, men hvor ejeren har valgt ikke at aftage fjernvarme.
Lejer i en af de i pkt. 3.1 litra 1-5 omtalte ejendomme, der har etableret et direkte kontraktforhold med selskabet for aftag af varme.
3.2.
Enhver, der opfylder de i § 3.1. anførte betingelser, og hvis ejendom ligger indenfor forsyningsområdet, er berettiget til at blive optaget som andelshaver, hvis den pågældende ejendom forsynes med fjernvarme, eller har valgt ikke at aftage fjernvarme, men er omfattet af forblivelsespligt.
3.3
Levering kan desuden ske til varmeaftagere, hvorved forstås enhver der forsynes med varme og som ikke ønsker, at være andelshaver eller som ikke opfylder betingelserne for at være andelshaver i pkt. 3.1.
3.4
Levering til varmeaftager sker på leveringsvilkår, der svarer til de for andelshaver gældende.
3.5
Andelshaver skal respektere selskabets gældende vedtægter. Andelshaver og varmeaftager skal desuden respektere bestyrelsens vedtagne tarifblade og leveringsbetingelser.
3.6
Når særlige forhold gør sig gældende, f. eks. med hensyn til bygningskarakter og varmebehov, kan bestyrelsen indgå særaftaler med hensyn til tilslutning og varmelevering.
§ 4
Andelshavernes hæftelse og økonomiske ansvar
4.1.
Selskabet har ingen andelskapital, andet end den kapital, som efter varmeforsyningslovens regler til enhver tid kan opgøres som fri egenkapital. I forhold til tredjemand hæfter andelshaverne ikke personligt for selskabets forpligtelser.
Der udstedes ikke andelsbeviser.
4.2
Varmelevering sker i henhold til selskabets gældende vedtægter, samt gældende leveringsbestemmelser som anmeldt til Forsyningstilsynet. Væsentlige ændringer i leveringsbestemmelserne skal fremgå af bestyrelsens beretning på den ordinære generalforsamling.
§ 5
Tilslutningsbidrag, tariffer og afregning
5.1.
Tilslutningsbidragene fastsættes af bestyrelsen.
5.2.
Opkrævning af andelshavernes og varmeaftagernes betaling for varme kan ske i form af faste bidrag (effektbidrag/abonnementsbidrag) og forbrugsbidrag, alt efter bestyrelsens bestemmelse og under iagttagelse af Energitilsynets til enhver tid gældende bestemmelser.
§ 6
Udtrædelsesvilkår
6.1.
Andelshavere indtrådt før 1. januar 2010
Andelshavere, der er indtrådt før 1. januar 2010, kan udtræde af selskabet med 18 måneders skriftligt varsel til et regnskabsårs udløb.
Andelshavere indtrådt fra og med den 1. januar 2010
Andelshavere, der er indtrådt fra og med den 1. januar 2010, kan udtræde af selskabet med en måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er gået fem måneder fra aftalens indgåelse.
Udtræden er dog til enhver tid begrænset af lovgivningen og offentlige myndigheders beslutninger.
6.2.
På udtrædelsestidspunktet forpligter andelshaveren sig til at betale:
Skyldige beløb i henhold til årsopgørelsen
Eventuelt skyldige bidrag
Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen, nedtagning af måler og andet tilhørende selskabet
Selskabets omkostninger ved eventuel fjernelse af selskabets ledninger på den udtrædendes ejendom i det omfang sådanne ledninger alene vedrører den udtrædendes varmeforsyning.
Hvis det, på opsigelsestidspunktet, ikke er muligt at overdrage den kapacitet, der er blevet ledig, til nye andelshavere, kan endvidere opkræves:
En godtgørelse for udtræden. Godtgørelsen opgøres på opsigelsestidspunktet på grundlag af den seneste anmeldte priseftervisning til Forsyningstilsynet. Godtgørelse beregnes som den udtrædendes andel af selskabets samlede anlægsudgifter med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i varmeprisen frem til udtrædelsestidspunktet. Hvis der er en underdækning i selskabet på udtrædelsestids-punktet, tillægges godtgørelse for udtræden, den udtrædendes andel af selskabets samlede underdækning.
Den udtrædendes andel af selskabets anlægsudgifter og eventuelle underdækning, med fradrag af foretagne afskrivninger, beregnes på grundlag af den udtrædende andelshavers andel af selskabets samlede registrerede tilslutningsværdi eller afgiftspligtige areal , i regnskabsåret inden opsigelsen.
6.3.
En udtrædende andelshaver har ikke krav på nogen andel af selskabets formue.
6.4.
Hvis leveringsforholdet ophører, har selskabet efter nærmere aftale ret til at lade ledningsnettet blive liggende, og har fortsat adgang til drift, eftersyn og reparation af dette. Hvis ledningsnettets forbliven medfører væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås en aftale, kan ekspropriationsreglerne i varmeforsyningsloven anvendes.
§ 7
Generalforsamlingen
7.1.
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.
7.2.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest 6 måneder efter regnskabsafslutning. Generalforsamlingen afholdes i Skanderborg Kommune. Generalforsamlingen indvarsles med tidligst 4 uger og mindst 14 dages varsel ved brev til hver enkelt andelshaver og/eller ved annoncering på selskabets hjemmeside og/eller ved annonce i mindst et lokalt blad og med angivelse af dagsorden.
7.3.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
Valg af dirigent
Bestyrelsens beretning
Den reviderede årsrapport fremlægges til godkendelse
Budget for indeværende driftsår fremlægges
Behandling af forslag fra bestyrelsen
Behandling af indkomne forslag fra andelshaver
Valg af bestyrelsesmedlemmer
Valg af suppleanter til bestyrelsen
Valg af revisor
Eventuelt
7.4.
På generalforsamlingen har hver andelshaver én stemme for hver ejendom, herunder ejerlejlighed, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 1 og 2, og som har et bolig- og erhvervsareal på indtil 1.000 m2. For hver yderligere påbegyndt 1.000 m2 areal, har andelshaveren yderligere én stemme jf. dog pkt. 7.5, - 7.9.
7.5
Andelshaver med flow-begrænser har en stemme, når flowbegrænseren er indtil 2m3/h pr. For hver yderligere påbegyndt 2 m3/h har andelshaveren en yderligere stemme.
7.6
Ingen andelshaver kan have mere end 10 stemmer pr. ejendom. Dette gælder tillige ved flow-begrænser.
7.7
For udlejningsejendomme, ejerlejlighedsforeninger, boligselskaber og andelsboligforeninger med fælles måler udøves stemmeretten af andelshaveren.
7.8
For udlejningsejendomme, ejerlejlighedsforeninger, boligselskaber og andelsboligforeninger, hvor lejerne/ejerlejlighedsejerne/andelsboligejer har direkte kontraktforhold med selskabet og dermed er andelshaver efter pkt. 3.1. nr. 2 eller 3.1. nr. 6 udøves stemmeretten af lejeren eller ejeren af lejligheden eller andelsboligen.
7.9
Stemmeretten kan udøves ved skriftlig fuldmagt, men ingen kan afgive mere end egne stemmer plus stemmer fra èn fuldmagtsgiver.
7.10.
Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de mødtes antal.
7.11.
Vedtægtsændringer kan kun besluttes af andelshavere. Andelshaverne har stemmeret efter § 7.4.1 uden hensyn til en eventuel uddelegering.
Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af selskabets andelshavere er repræsenteret på generalforsamlingen, og endvidere at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer, som er repræsenteret på generalforsamlingen ved stemmeafgivelsen.
Er mindre end halvdelen af andelshaverne repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede andelshavere, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter datoen for første generalforsamling, og forslag kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed, uden hensyn til det repræsenterede antal andelshavere.
7.12.
Vedtægtsændringer skal, så længe kommunen har stillet garanti for selskabets gæld, godkendes af kommunalbestyrelsen.
7.13.
Selskabets bestyrelse er bemyndiget til at foretage ændringer i selskabets vedtægter, som er nødvendige på grund af krav fra offentlige myndigheder, uden at reglerne for vedtægtsændringer skal følges. Bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegøre for sådanne ændringer.
7.14.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen er forpligtet til at undersøge, om fremkomne forslag er i overensstemmelse med gældende lovgivning og eventuelle økonomiske konsekvenser for selskabet.
7.15.
Den reviderede årsrapport, budget for indeværende driftsår og fuldstændig dagsorden skal være fremlagt og tilgængelige på selskabets kontor samt på selskabets hjemmeside senest 14 dage før den ordinære generalforsamling. Eventuelle forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, jf. § 7.9, skal være fremlagt på selskabets kontor samt på selskabets hjemmeside senest 8 dage før generalforsamlingen.
7.16.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når 5 % af andelshaverne og/eller varmeaftagerne skriftligt fremsætter ønske herom ledsaget af de forslag, der ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden 6 uger efter modtagelsen af skriftligt ønske herom.
7.17.
Referat fra en generalforsamling skal foreligge senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse og være underskrevet af generalforsamlingens dirigent.
§ 8
Bestyrelsen
8.1.
Selskabets bestyrelse består af 9 generalforsamlingsvalgte medlemmer, hvoraf mindst 7 medlemmer skal være andelshavere.
8.2.
Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
8.3.
Der afgår 4 bestyrelsesmedlemmer i lige år og 5 bestyrelsesmedlemmer i ulige år.
8.4.
På generalforsamlingen vælges 2 suppleanter for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Ved et bestyrelsesmedlems udtræden af bestyrelsen i valgperioden, herunder hvis et bestyrelsesmedlem mister sin valgbarhed, indtræder suppleanter i bestyrelsen i stedet for denne og i dennes valgperiode. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge, i hvilken de er valgt.
§ 9
Selskabets ledelse
9.1.
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af selskabet og alle dets anliggender.
9.2.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Senest 3 dage efter den ordinære generalforsamling afholdes det konstituerende bestyrelsesmøde. Det medlem, der har størst anciennitet, indkalder til mødet.
9.3.
Bestyrelsen fastsætter ud fra et sædvanlighedskriterie og et forsvarlighedskriterie honorar til selskabets bestyrelse og bestyrelsens formand.
9.4.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er mødt til indvarslet møde. Bestyrelsens beslutninger træffes ved flertalsafstemninger. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.
9.5.
Referat fra bestyrelsesmøder indføres i selskabets protokol, der føres som en beslutningsprotokol.
9.6.
Bestyrelsen antager og afskediger selskabets direktør. Direktøren antager og afskediger selskabets øvrige personale, dog for de overordnede funktionærers vedkommende i samråd med bestyrelsen.
9.7.
Bestyrelsen har bemyndigelse til i selskabets navn at optage lån, købe, sælge og pantsætte fast ejendom samt foretage enhver anden forretning og disposition vedrørende selskabet.
9.8.
Selskabet tegnes af direktøren, formanden og næstformanden i forening eller 3 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf den ene skal være formanden eller af den samlede bestyrelse.
9.9.
Bestyrelsen kan meddele prokura, enkel eller kollektiv.
§ 10
Regnskab og revision
10.1.
Selskabets regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december. Årsrapporten opgøres under hensyntagen til lovgivningens bestemmelser og god regnskabsskik.
10.2.
Årsrapporten revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, som generalforsamlingen har valgt.
§ 11
Opløsning af selskabet
11.1.
Beslutning om selskabets opløsning kan kun vedtages af generalforsamlingen efter reglerne om vedtægtsændringer og i øvrigt i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.
11.2.
Besluttes selskabets opløsning, skal der på generalforsamlingen, hvor beslutningen tages, vælges en eller flere likvidatorer til at forestå opløsningen.
11.3.
Eventuelt overskud ved opløsning skal anvendes til kollektive varmeforsyningsformål.
11.4.
Forud for eventuel opløsning af selskabet træffer selskabets bestyrelse de fornødne aftaler med Skanderborg Kommune om afvikling af de forpligtelser, der følger af overenskomst med Skanderborg Kommune om kraftvarmeleverance fra Århus Kommune.
***********
Godkendt af Skanderborg Kommune 24. september 2025.
Godkendt på ekstraordinær generalforsamling den 20. maj 2025 og træder i kraft med virkning derfra.